Fra skoven kommer bær, svampe og vildt, fra fjorden de daglige friske fisk, fra de omkringliggende marker hentes de dejligste økologiske grøntsager og frugter. Og nu – som noget nyt – leveres Friland Kødkvæg fra et af områdets godkendte landbrug til Fakkelgården, som er berømt for sit gastronomiske niveau og ikke mindst sit kompromisløse forhold til råvarer.
De to køkkenchefer, Mikael Holm og Esben Krogh henter inspiration til de kulinariske kreationer i områdets storslåede natur, og menukortet er altid baseret på årstidens udbud af friske råvarer.
- Man kan blive helt salig, når man står med de gode råvarer i hånden. Godt nok koster det noget mere, når man vil have det bedste, men til gengæld kan jeg se, at vi passer bedre på vores råvarer, når det er af ordentlig kvalitet. Man har ganske enkelt en større respekt for råvaren, når leverandøren har lagt sin sjæl i at producere den, fortæller Esben Krogh.
- Ikke alene går vi efter de bedste, det handler også om at få fat i de specielle råvarer, som har deres egen, særlige historie, allerhelst fra vores eget geografiske område, tilføjer Mikael Holm.
Opfyldte ønsker
Hele tre ønsker, som alle kan opfyldes med Friland Kødkvæg.
Hvert stykke Friland Kødkvæg er noget særligt; En Angus ungtyr, der har græsset på de våde enge og moser på Tinglev Hedeslette. En Korthorn kvie, som har gået på kuperede marker og enge ved Varde Ådal. Eller en Limousine ko, som har tygget drøv på usprøjtede, varige græsarealer i et ”Særligt Følsomt Landbrugsområde” i Sønderjylland. Tre dyr af forskellig race, med hver sin opvækst og hver sin individuelle smag. I øvrigt alle fra landbrug, som er godkendte af Dyrenes Beskyttelse. Og eftersom alt Friland Kødkvæg er sporbart ned på det enkelte dyr, følger historien om dyret med og bliver en del af den kulinariske oplevelse.
- Folk i dag er meget bevidste om, hvad de spiser. De kræver, at kødet kommer fra dyr, som har haft et godt liv. Vi kan fortælle vore gæster historien om kødet, hvad det er for en race, hvor det kommer fra osv. Vi kan garantere dem, at dyret har levet under ordentlige betingelser og at det, de putter i munden, er af bedste kvalitet. For det hænger jo sammen. Jeg er sikker på, at det gør en forskel på smagen, og det er jo det, det i sidste ende handler om, siger Mikael Holm.
På Fakkelgården er målet at tilbyde alle gæster en kulinarisk oplevelse for alle sanser. Friland Kødkvæg vil fremover være en del af den oplevelse.
31.03.2008