Randers, den 9. juli
En massiv indsats gennem det seneste år sikrer nu 300 danske arbejdspladser i Danish Crown. Dertil kommer et øget antal arbejdspladser på virksomhedens udenlandske afdelinger.
- Vi er meget glade for, at arbejdet med DC Future nu for alvor fører til en markant øget tilførsel af svin til Danish Crowns slagterier, og at det betyder flere danske arbejdspladser, siger Danish Crowns administrerende direktør Kjeld Johannesen.
Målet med DC Future er at øge virksomhedens konkurrencedygtighed, så ejerne sikres en bedre afregning, og det er den forbedrede konkurrencedygtighed, der nu bringer flere svin til slagteriet.
Hen over sommeren og efter sommerferien vil Danish Crown for alvor se effekten af de øgede slagtninger, og før det kan virksomheden ikke præcist sige, hvor de genetablerede arbejdspladser vil være, men det vil påvirke antallet af medarbejdere på de fleste af Danish Crowns afdelinger.
- Aktuelt har vi måttet etablere en venteliste for potentielt nye andelshavere, og den afvikler vi hurtigst muligt. Det er dog afgørende for os ikke at sætte gang i nye investeringer, men i stedet udnytte den eksisterende produktionskapacitet, indtil vi ser den langsigtede effekt, siger Kjeld Johannesen.
Holder fast i DC Future mål
Den meget positive udvikling betyder ikke, at Danish Crown slækker på de mål, der blev sat med DC Future i foråret 2009. Her søsatte virksomheden en ambitiøs nipunkts-plan, som i løbet af 18 måneder skulle forbedre virksomhedens konkurrencedygtighed med samlet 1,3 mia. kr. Hertil kommer en forbedring af de politisk betingede rammevilkår, som der fortsat arbejdes intenst med.
Den seneste opgørelse viser, at Danish Crown følger planen og har reduceret omkostningerne betragteligt i hele koncernen.
- Lønomkostningerne er det eneste område i nipunkts-planen, som vi ikke når fuldt ud til oktober. Vi når med sikkerhed halvdelen af lønomkostningsreduktionen, men den anden halvdel skal også hentes for at sikre vores konkurrencedygtighed på længere sigt. Vi ved af erfaring, at markederne vender igen på et tidspunkt, og derfor skal vi også tilpasse lønnen til konkurrencesituationen på den lange bane, siger Kjeld Johannesen, som understreger, at der fortsat arbejdes med en såkaldt plan B for at nå de ønskede reduktioner i lønomkostningerne.
- Det skal dog ikke forhindre os i at gå en travl sommer i møde med en tro på et godt efterår, slutter Kjeld Johannesen.