Randers, d. 18. august
Tirsdag eftermiddag var der prominent besøg på Ugglarps slagteri, der er en del af Danish Crowns svenske datterselskab KLS Ugglarps.
Under stor mediebevågenhed lagde den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt vejen forbi det sydsvenske slagteri for at høre nærmere om virksomhedens lærlingeprogram, der er lavet i samarbejde med Trelleborgs kommune for at hjælpe unge i arbejde og samtidig bidrage til at skaffe kvalificeret arbejdskraft til slagteriet.
Lærlingeprogrammet er målrettet unge arbejdsløse mellem 18 og 30 år. Det er indtil videre gennemført to gange med i alt 12 deltagere, hvoraf otte siden har fået fast arbejde på Ugglarps Slagteri.
- Statsministeren ville gerne vide mere om, hvordan vores lærlingeprogram fungerer, fordi det ligger fint på linje med den svenske regerings strategi om at støtte udviklingen af nye jobs i den private sektor i Sverige, fortæller Johan Andersson, der er administrerende direktør i KLS Ugglarps.
Han tog selv imod Fredrik Reinfeldt sammen med fabriksledelsen og to unge slagterlærlinge.
- Under rundvisningen viste de to slagterlærlinge en meget interesseret statsminister, hvordan man udbener en gris, og de fortalte ham også om lærlingeprogrammet, som han udtrykte sig meget positivt om, siger Johan Andersson og fortsætter.
- Efterfølgende havde vi en snak med statsministeren, hvor vi havde god mulighed for at tale med ham om vigtige emner for vores branche. Han var også meget interesseret i at høre om forholdene i fødevarebranchen generelt, for vores regering har en vision om, at Sverige skal være Europas madland, og uden gode svenske råvarer er det selvfølgelig ikke muligt, slutter Johan Andersson.
Om KLS Ugglarps
KLS Ugglarps er Sveriges næststørste slagterivirksomhed med faciliteter i Ugglarp ved Trelleborg, Kalmar og i Hörby (kreaturslagteri). Virksomheden slagter på årsbasis godt 500.000 svin, cirka 52.000 kreaturer og omkring 20.000 får og lam og beskæftiger omkring 450 medarbejdere. Slagteriet i Ugglarp har ca. 100 medarbejdere og slagter 4.170 svin om ugen.